Knust

Endnu en krimiforfatter har set dagens lys. Denne gang er det Anne Mette Kirk der debuterer, og hun gør det med romanen "Knust". Og hun gør det rigtig godt.

Den nyuddannede politimand Marc er den første som ankommer til ulykkesstedet. En stjålet bil med fire unge er braget ind i et træ i nattens hårde regn efter en gymnasiefest. Føreren af bilen, Jonathan, er omkommet på voldsom vis. Hans venner Tanja, Nikoline og Phillip overlever. Ulykken efterforskes både af Mathilde, Jonathans lillesøster, og af Marc. De vil snart begge komme tættere på aftenens fatale sandhed.

Ser man bort fra et lidt overdrevet billedsprog, lidt for mange klichéer og at der nogle gange går lidt ungdomsroman i den, er "Knust" en rigtig god bog. Det er en krimi, men det er også en fortælling om at miste når man mindst venter det.

Krimidelen er godt tænkt, og godt eksekveret. Som læser sidder jeg hele tiden med en følelse af, at det er noget der ikke stemmer. Jeg kan bare ikke sætte fingeren på hvad det er. Det bliver efterhånden tydeligt, at ikke alle har lige rent mel i posen, men jeg kan ikke regne ud om de lyver eller om de fortier noget - eller begge dele. Og jeg kan ikke regne ud hvad det er de ikke fortæller. Lige frem til slutningen, holdt forfatteren mig på nåle hvad afsløringen angår. Det er meget sjældent at jeg oplever det i en krimi, og jeg må tage hatten af for Anne Mette Kirk, at hun kan trække den så langt, uden at handlingen lider under det. Det bliver aldrig kedeligt eller forvirrende. Det er bare spændende - hele tiden.

Især Mathilde, søster til den trafikdræbte Jonathan, er godt beskrevet. Hun fremstår klart og tydeligt, og forfatteren viser mig Mathildes sorg, i stedet for at beskrive den. Eller, det gør hun naturligvis, men aldrig mere end at der er plads til at jeg som læser selv kan tænke videre og se Mathilde for mig. Mathildes veninde Tanja, fremstår også ret tydeligt og troværdigt. Det øvrige persongalleri står lidt mere sløret, og da flere af dem har hovedroller i fortællingen, er det lidt en skam.

Persongalleriet fandt jeg for omfattende. Jeg løb konstant sur i hvem der var hvem, og hvilken rolle det nu lige var de havde i historien.

Af en debut at være, er "Knust" rigtig god. Anne Mette Kirk er en forfatter jeg vil holde øje med. Jeg tror det bliver interessant at følge hendes udvikling, for hun kan virkelig udtænke en kringlet historie og tilføje flotte personportrætter. Der er lidt der skal arbejdes med, men sådan er det jo. Jeg glæder mig til at se hvad Kirk finder på næste gang.

Forfatter: Anne Mette Kirk
Oversat af: -
Omslag: -
Forlag: People's Press
Udgivet: 2019
Sider: 319
Kategori: Krimi
Anmeldt: 28.04.2019

Af samme forfatter: