Kiffe kiffe i morgen

Forfatteren, Faïza Guène, er anden-generations indvandrer fra Algier. "Kiffe kiffe i morgen" er hendes debutroman, skrevet da hun var 19 år. Bogen er udgivet i 26 lande, og har vundet flere priser.

Doria er en 15-årig anden-generations indvandrer. Bogen er skrevet i dagbogsform, og vi følger Doria på godt og ondt i et års tid. Den handler om almindelige teenage-ting, og om at vokse op i en parisisk forstadsghetto blandt indvandrere, narkohandel og kriminalitet. Den handler også om at være splittet mellem to kulturer, og konstant overvåget af de sociale myndigheder.

Doria skulle have været en dreng, men til hendes fars store skuffelse, fik han en datter - og kun den ene. Da vi kommer ind i historien, er han flyttet tilbage til Algier, og har giftet sig med en yngre kvinde, der kan give ham den dreng han mangler. I Frankrig lever Doria alene med sin mor, der aldrig har skullet klare sig selv før. Doria går til psykolog, bliver smidt ud af skolen og optaget på frisørskolen. Det har hun ganske vist aldrig ønsket, eller bedt om, men det er der der er plads, så systemet tilmelder hende.

"Kiffe kiffe i morgen", er skrevet i teenageres talesprog, i meget korte kapitler, og det fungerer rigtig godt - i hvert fald til en vis grad, for desværre formår Francois-Eric Grodin, der har oversat bogen fra fransk, ikke at få dette sprog til at flyde rigtigt. Der benyttes vendinger der ikke findes på dansk, og flere af de benyttede slangudtryk er konsekvent stavet forkert. I det hele taget giver bogen det indtryk, at korrekturen er blevet sparet væk. Faïza Guènes lille roman, er til fire stjerner, men på grund af forlagets tilsyneladende lemfældige omgang med originalen, lander helhedsoplevelsen på en 3'er.

(læst som e-bog)

 

KiffeKiffeIMorgen

3star

Forfatter: Faïza Guène
Oversat af: François-Eric Grodin
Forlag: Republik
Udgivet: 2010
Sider: 75
Kategori: Roman
Anmeldt: 20.02.2014
Af samme forfatter