Jomsviking

Lad det være sagt med det samme, "Jomsviking" er både spændende og velskrevet. Bogen er den første i en planlagt serie om Torstein, hvis handling er henlagt til vikingetiden omkring år 1000.

”Jomsviking” er et historisk drama, hvor Bjørn Andreas Bull-Hansen bruger inspiration fra historiske hændelser i fortællingen om lejesoldaten, Torstein og hans liv under en skandinavisk magtkamp i vikingetiden.

Torsteins far bliver myrdet på brutal vis af Olaf Trygvassons udsendte i Norge i år 993. I de følgende år lever den unge dreng et barskt liv som slave. En dag lykkedes han med at flygte, og starter søgningen efter sin ældre bror på Orkney-øerne.

Herefter bliver vi sendt fra Orkney-øerne til Norge, Danmark, Vendland (nuværende Tyskland/Polen) og tilbage igen. Vi er med Torstein da han bliver optaget som Jomsviking, og med på første parket ved et gigantisk søslag ved Sjællands Odde hvor Torstein er i Sven Tveskægs tjeneste.

Man skulle tro at "Jomsviking" bare er endnu en bloddryppende beretning om vilde vikinger, og det er den for så vidt også, men den er meget mere end det. Forfatteren lader Torstein føle som jeg kan forestille mig at mange soldater der har været i krig føler. Krig er grimt, uanset hvad, og det sætter sine spor i dem der deltager i dem. Torstein har perioder med sortsind og onde drømme om mænd han har slået ihjel. I dag ville man nok sige at han har PTSD i en eller anden grad, og det er befriende at få denne mere menneskelige side af en vikingekriger med også. At der er meget lange passager hvor Torstein ikke er i kamp, men bare foretager sig mere eller mindre almindelige ting, hæver også "Jomsviking" over gennemsnittet.

Der hvor der går galt, er i Bull-Hansens historiske baggrundsviden. Altså, der er ingen tvivl om at forfatteren er inde i stoffet, men der er også alt for mange fejl. Den 14-årige Torstein får flere gange klippet sit kraftige fuldskæg. Harald Blåtands ringborge bliver kaldt både ring- og rundborge, hvilket er lidt forvirrende. Langskibene lægges til land så de har agterenden (bagenden) mod land, så de hurtigt kan komme derfra igen. Men langskibene havde for så vidt hverken for- eller bagende, og kunne sejle lige godt uanset hvilken vej de vendte. Odense Fjord og Roskilde Fjord er blevet til floder. I en periode hvor Torstein har slået sig ned på en gård i Sønderjylland, og skal besøge Svend Tveskæg i ringborgen i det nuværende Odense (Nonnebakken), sejler han troligt syd om Fyn hver gang, i stedet for at tage turen op gennem Lillebælt - og turen tager kun et par dage i en robåd. Og så er der alle de gange hvor et helt utroligt og på alle måder usandsynligt held, sender historien i nye retninger.

Trods dette store udbud af "smuttere", er "Jomsviking" alligevel værd at læse. Det er en stor fortælling, og vi kommer vidt omkring. Spændingen er konstant, og man bliver hele tiden nødt til lige at læse et kapitel mere. Havde der ikke været alt, alt for mange faktuelle smuttere, ville "Jomsviking" have fået fem stjerner. Nu må den nøjes med fire. Og så glæder jeg mig meget til de næste bind i serien.

Forfatter: Bjørn Andreas Bull-Hansen
Oversat af: Louise Ardenfelt Ravnild
Omslag: www.koitz.dk
Forlag: Turbine
Udgivet: 2018
Sider: 509
Kategori: Historisk, roman
Anmeldt: 30.11.2018

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter