Jalousi

Omslaget prydes af en stor bygning, måske et slot, ved en vinterkold sø. I baggrunden anes bjerge under en mørk og truende himmel. Med sølvskrift står bogens titel "Jalousi", under forfatterens navn. Scenen er sat til et jalousidrama i en fornem familie i Østrig eller Schweiz. Men skindet bedrager. Omslaget har intet, som i overhovedet intet, at gøre med den fortælling der udspiller sig mellem omslagets for og bagside. Hvis der er en sammenhæng mellem omslag og historie, strøg den i hvert fald hen over hovedet på mig. Jeg har stadig ikke forstået det. Heldigvis er det sådan med omslag, at i det øjeblik man åbner bogen, ser man dem ikke mere.

På bogens sider udspiller sig et grotesk jalousidrama mellem Samsine og HP. De to udgør et par, og efterhånden som dramaet oprulles, må man gang på gang undre sig over at de kan blive ved med at være et par. Man undres over, at det ikke gik galt, længe før det faktisk gjorde. Det er måden de to opfører sig på overfor hinanden. Det er al den råben og skrigen, al den vold. Man får det indtryk, at det er det der binder dem sammen. Byture, alkohol, coke, og de evindelige skænderier der oftest udvikler sig til veritable slåskampe. Det er det at de kan slå op med hinanden, men inden Samsine er ude af døren, har de fundet sammen igen. En fuldstændig syg binding mellem to mennesker der lever ved siden af samfundet, og hverkan kan holde hinanden ud, eller undvære hinanden. Lige indtil den dag det går galt, og er slut for alvor.

Den dag forholdet slår sin sidste revne, er den dag HP begynder at sende emails til Samsine. At HP er jaloux, er vist en underdrivelse. Han er sygeligt jaloux, med streg under sygeligt. De ting han skriver til Samsine, vidner om en mand der er nået helt ud på pynten, og måske er faldet ud over kanten. Deres mailkorrespondance præsenteres løbende igennem hele bogen, og selv længe inden forholdet bryder sammen, ved læseren at der kommer til at ske noget meget voldsomt.

Jacob Skyggebjerg skriver helt fantastisk. Han fortæller ikke bare en historie, han kæler også for sproget på den måde som kunstnere kan. Hver eneste sætning virker velovervejet og er velkonstrueret i en sådan grad, at det er lige før at de hver især kan stå alene. Men når de sættes sammen til fortællingen om to mennesker der kører sig selv længere og længere ned i dybet, bliver det ganske enkelt fremragende. Skyggebjerg giver sine karakterer liv i en sådan grad, at uanset hvor langt fra noget jeg kan identificere mig med de måtte være, så tror jeg på dem. Samsine og HP løfter sig fra bogens sider, og stirrer mig ind i øjnene, og jeg føler mig pinligt berørt. Som om jeg belurer dem.

Flere gange under læsningen, tænkte jeg på forfatteren Hans Otto Jørgensen. Skrivestilen minder lidt om hans, og da det efter endt læsning gik op for mig, at han havde været med til at redigere bogen, gav det god mening. Jeg vælger dog at tro at værkets kvaliteter udelukkende beror på forfatterens evner, og ikke redaktørens. For Skyggebjerg kan sit kram.

Forfatter: Jacob Skyggebjerg
Forlag: Gladiator
Udgivet: 2017
Sider: 144
Kategori: Roman
Anmeldt: 15.04.2017

Anmeldereksemplar fra forlaget

Af samme forfatter