Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik

Forfatteren Robin Sloan må være en kloning af Dan Brown og J.K. Rowling. Det må han simpelthen være. Sloan's roman "Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik", er noget af det særeste jeg har læst meget længe. Men på den gode måde.

Clay Jannon mister sit arbejde som webdesigner under den økonomiske krise, men får job som nattevagt i en mystisk bogbutik. Kunderne er få og excentriske, og de køber sjældent noget, men låner gamle tykke læderindbundne bøger med hjem. Det viser sig at bøgerne indeholder koder, og at kunderne er medlemmer af et halvhemmeligt selskab der afkoder bøgerne og skriver nye kodede bøger som andre så skal afkode. Altsammen for at opnå det evige liv sådan som det blev beskrevet - i kode naturligvis - af en bogtrykker i Venedig for 500 år siden. Bogtrykkerens kode er beklageligvis ikke afkodet endnu, men det halvhemmelige selskab gør deres bedste. Alle de af selskabets medlemmer der er afgået ved døden siden stiftelsen for 500 år siden, vil opstå fra de døde den dag koden brydes.
I fortællingen indgår ingen "almindelige" mennesker. Alle er ekstreme på den ene eller anden måde. Og det er virklig underholdende.

Jeg var ikke helt klar over hvad jeg skulle forvente da jeg tog bogen ned fra hylden. Jeg havde læst bagsideteksten og havde en idé om hvad der ventede mig. En idé der slet ikke matchede historien som den udfoldede sig over bogens sider. Jeg fik en spændings-fantasy-eventyr-roman med de mest kiksede hovedpersoner man kan tænke sig. Og det var spændende, og det var virkelig morsomt.

Når jeg læser andres anmeldelser af "Hr. Pennumbras døgnåbne bogbutik", deler anmelderne sig i to lejre. De litterært højtidelige der nødvendigvis må hade bogen, og alle os andre der synes det er et skægt og skørt indfald. Ren underholdning, uden antydning af dybere mening. Underholdning for underholdningens skyld.

Robin Sloan skriver let og morsomt, og med en stor mængde selvironi. At Sloane's hjerne er krøllet på sin helt egen måde, er der vist ingen tvivl om, og jeg kan på det varmeste anbefale "Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik" til alle der har brug for at slå deres egen hjerne fra og tage et frikvarter fra virkeligheden.

 

Forfatter: Robin Sloan
Oversat af: Nanna Solow
Forlag: Iris
Udgivet: 2013
Sider: 294
Kategori: Roman
Anmeldt: 30.05.2016
Af samme forfatter