Hestenes øjne

En roman om en dreng, der må gå så grueligt meget ondt igennem i et indremissionsk miljø ved Limfjorden i 50'erne og 60'erne.

Hovedpersonen har et noget anstrengt forhold til sine meget missionske forældre. Det er som om de ikke ser ham. Han har mareridt om det, men fortæller det ikke til nogen.

"Nogle gange er det noget med en sæk, det er i den sæk, hestenes øjne er, den er inde i tørvehuset, vi har glemt den, men vi skal have fat i den. Nogle gange foregår det på marken, vi samler roer, og hjulet triller af vognen, og den vælter, og jeg kommer ind under den, ingen hjælper, de står og kigger på mig, kender mig ikke, min far og mor og alle de andre, som om de ikke kendte mig, og jeg kan ikke komme derfra, jeg dør af det." (Citat fra bogen)

Det eneste fristed hovedpersonen har, er hos hans faster. Hun bor på en gård lige i nærheden. Her er der altid liv og glade dage, og her bliver hovedpersonen set. Her er han noget.

Bogen er skrevet i Hans Otto Jørgensens velkendte stil, med små korte sætninger, der væves sammen til et billede af det han vil fortælle.

Historien er for så vidt udmærket, men jeg blev lidt træt af den negative tone, når talen var på forældrene. Der var ikke noget godt. Overhovedet. Hvorimod der ikke var grænser for lykken når fasteren blev besøgt. Fronterne er trukket for skarpt op.

Man får ondt af hovedpersonen. Ikke fordi han må så meget ondt igennem, men fordi han ikke evner at se de lyse sider.

 

HestenesOejne

3star

Forfatter: Hans Otto Jørgensen
Oversat af: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2008
Sider: 189
Kategori: Roman
Anmeldt: 13.04.2008
Af samme forfatter