Harpiks

Mængden af lykke modsvares ikke altid af højden på ligusterhækken, antallet af mursten eller biler i garagen. Nogle gange måles lykke i mængden af det skrammel man omgiver sig med.

"Harpiks" er en vanvittig og grotesk fortælling. På den fede måde. På den virkelig, virkelig fede måde.

Et sted ligger en ø, hovedøen, og via en smal tange, kaldet Halsen, kommer man til naboøen Hovedet. "Harpiks" handler om en familie på Hovedet. På alle måder.

Jens Haarder bor på Hovedet sammen med sin kone Maria og datteren Liv. Sidstnævnte er omkring syv år gammel. Livs tvillingebror Carl, døde som spæd, men lever i bedste velgående i Livs fantasi. Familien Haarder omgiver sig med skrammel. I ufattelige mængder. Og om natten sniger Liv sig ned på hovedøen, og stjæler hvad familien skal bruge til at opretholde livet - og ikke så lidt som de ikke skal bruge til noget overhovedet. Livs far har lært hende, at det må man gerne. Ligesom hun gerne må jage rådyr med bue og pil om natten, for i mørket gør det ikke ondt at blive skudt. På bogens første side fejrer vi jul sammen med familien. Juletræet er hængt op i loftet, da der står så meget andet på gulvet. Farmor er bundet fast til gyngestolen, for hun er død. Jens blev træt af sin mor, og slog hende ihjel, men hun skal lige have julen med. Bagefter lægger de hende i en kiste og brænder hende af ude på marken, med optændingsblokke og pejsetændstikker. Desuden får vi at vide, at Jens Haarder har meldt datteren død, så hun ikke skal i skole. Og hvis man synes det er vanvittigt, så vent til sidste afsnit i bogen...

Måske netop fordi historien er så grotesk, bliver den noget af det mest nærværende og givende jeg har læst i meget, meget lang tid. Historien fortælles dels af en alvidende fortæller, dels af Liv, og dels gennem nogle breve Maria har skrevet til sin datter. Umiddelbart en rodet blanding, men man bemærker det faktisk ikke, fordi det fungerer rigtig godt.

Historien om familien på hovedet er skrevet med en lethed og en ironisk distance til vanvidet, der får den til at glide ned uden besvær. "Harpiks" er en stor fortælling, forklædt som en lille roman. En fortælling om grænseløs kærlighed, og det spirende vanvid der ligger lige under den. Det er også fortællingen om en families deroute, når livet falder fra hinanden i et omfang man ikke længere kan kontrollere.

Til at begynde med, sammenlignede jeg lidt "Harpiks" med Fredrik Backmans "En mand der hedder Ove". Men den holder slet ikke. Backman tager hverdagen op til dyb og hyggelig behandling. Ane Riel gør noget helt andet. Jeg er ikke sikker på at jeg ved hvad det er hun gør. Men det er vildt. Helt vildt. Alene det, at hendes debutroman for voksne, "Slagteren i Liseleje", blev kåret som "Bedste danske krimi/spændingsdebut i 2013" af Det Danske Kriminalakademi - uden at være hverken en krimi eller en spændingsroman, siger noget om hvor vanskelig Riel er at putte i en kasse.

Med Ane Riel, har jeg fået endnu en yndlingsforfatter.

 

Forfatter: Ane Riel
Oversat af: -
Forlag: Tiderne Skifter
Udgivet: 2015
Sider: 256
Kategori: Roman
Anmeldt: 03.11.2015
Af samme forfatter