Grovdyr

Forfatteren Noa Bernmann har sin baggrund i den eksistentialistiske psykologi. Forfatteren har altid være fascineret af menneskesindets krøllerier. Lader vi os bevidstløst styre af vores skæbne, eller foretager vi bevidste valg? Det er disse spørgsmål der ligger til grund for novellesamlingen "Grovdyr", hvor der spørges om man kan komme derud, hvor man lemlæster? Derud, hvor man slår ihjel? Eller om man kan komme derud, hvor livet bliver ligegyldigt? Hvis man kommer helt ud på den yderste kant, hvad så?

Det er interessante spørgsmål, og måske er de interessante fordi de færreste af os nogensinde får et svar på dem. Det er ikke mange af os der kommer derud hvor vi f.eks. vælger at slå et andet menneske ihjel, og godt det samme.

Gennem ti noveller trækker Bernmann sin læser med ned i sindets mørkeste dyb. Derned hvor vi bliver tvunget til at vælge, og derned hvor vi vælger ting vi normalt aldrig ville vælge. Det er en virkelig interessant og tankevækkende rejse ind i os selv - hvis vi som læsere accepterer den præmis, at vi rummer mørke sider som vi ikke kender, og heller ikke nødvendigvis ønsker at kende.

"Grovdyr" er udkommet på forlaget Mellemgaard, og det er lidt en skam. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med forlaget, men de bøger de udgiver kommer sjældent ret langt ud over rampen. Det kan der være mange grunde til, og jeg skal ikke kloge i årsager her. Blot ærgre mig over at "Grovdyr" ikke er kommet langt, langt ud over rampen, for det er en ret fantastisk novellesamling vi har med at gøre her.

Opsætningen af bogen er anderledes end vi er vant til fra romaner og noveller. Det minder om den måde digtsamlinger opsættes på. Selvom det ikke ændrer teksten som sådan, så er denne skæve opsætning alligevel medvirkende til at skabe en voldsom intensitet i teksterne, der er stramme og meget velskrevne. Noa Bernmann har virkelig ordet i sin magt, og det har været en fornøjelse at læse novellesamlingen. Dels fordi den, som sagt, er virkelig velskrevet, og dels fordi det er en bog der vil noget, og kræver noget af sin læser. Hvis man giver slip på sig selv en stund, kan man blive klogere på sig selv ved at læse bogen.

Jeg håber at vi kommer til at høre mere fra Bernmann i fremtiden, ligesom jeg håber at "Grovdyr" må nå ud blandt rigtig mange læsere. Det fortjener den.

Forfatter: Noa Bernmann
Oversat af: -
Omslag: Louis Moe
Forlag: Mellemgaard
Udgivet: 2017
Sider: 276
Kategori: Noveller
Anmeldt: 17.04.2019

Anmeldereksemplar fra forfatteren


Af samme forfatter