Gnavpotten

Han er mopset ham gnavpotten. Sådan rigtig knotten. Over alting. Der er ikke noget der går hans næse forbi, som ikke får et ord med på vejen.

Verden forandrer sig, men det gør Gnavpotten ikke. Han bor stadig i det hus, han selv byggede for tres år siden i en finsk skov. Der var hverken noget, der hed ferie eller lightprodukter, da han var ung. Han har kun købt én unødvendig ting i hele sit liv – en cola – og det nager ham stadig. Han kan hverken lide rulletrapper, automatiske døre eller unge TV-værter. Derimod holder han meget af at spise kogt kålrabi, høre harmonikamusik ­og skrive krakilske læserbreve.

Ifølge forlaget er Tuomas Kyrö en af finlands største nulevende humorister. Mit kendskab til Finland i almindelighed, og landets humorister i særdeleshed, er mere end begrænset, så jeg tager forlagets ord for gode varer. "Gnavpotten" er da også ganske underholdende. Gennem en lang række læserbreve, får bemeldte gnavpot luft for mangt og meget. Der er ikke ret meget der undgår hans hvasse blik og skarpe pen. Gnavpotten er ikke så god til at skrive, så han indtaler alle sine læserbreve på bånd, inden han laver en afskrift og sender dem til avisen. Alle breve begynder med "Jeg blev knageme så gnaven..."

Det største problem for "Gnavpotten" er, at den er meget indforstået finsk. Der optræder en lang række navngivne offentlige personer (tv-værter m.m.), og det morsomme omkring dem, fungerer kun hvis man kender dem. For en finlandsnovice som undertegnede, blev det derfor til den ene "øh...?" oplevelse efter den anden. Humor er svært at oversætte, og når humoren sker på baggrund af noget man ikke har kendskab til, er det knap så sjovt. Det betyder ikke, at jeg ikke kan se gnavpotten for mig. Vi kender vel alle en eller anden, for hvem alting var bedre i gamle dage, og det er derfor ikke svært at sætte ansigt på gnavpotten. Og det er heller ikke fordi bogen ikke er sjov, for det er den virkelig, men jeg føler mig bare alt for meget holdt udenfor, på grund af alt det jeg ikke ved noget om.

Gnavpotten er lidt som Ove i Fredrik Backmans "En mand der hedder Ove". Forskellen er bare, at gnavpotten aldrig rigtig udvikler sig, og derfor kan det godt blive lidt ensformigt i længden.

Har man et godt kendskab til hvad der rører sig i Finland, bør man unde sig selv at læse "Gnavpotten". Har man ikke det kendskab, kan man godt hygge sig med den alligevel, så længe man ikke forventer for meget.

Forfatter: Tuomas Kyrö
Oversat af: Siri Nordborg Møller
Omslag: Mika Tuominen
Forlag: Forlæns
Udgivet: 2018
Sider: 165
Kategori: Noveller
Anmeldt: 13.11.2018

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter