Ghostwriter

Bogen starter med et brag, der kun tager til i styrke efterhånden som bogens sider vendes.

På en parkeringsplads i Nordsjælland sidder direktøren for et af verdens førende medicinalfirmaer død i sin bil. Få kilometer derfra ligger den ghostwriter, som skulle skrive hans biografi, skudt gennem hovedet. Politikommissær Lene Jensen sættes på sagen, der involverer en forsvunden dagbog med sprængfarlig viden, som stærke kræfter i medicinalindustrien vil gøre alt for at holde skjult. Hurtigt viser sagen sig også at pege i retning af hendes mand, privatdetektiven Michael Sander, som ligeledes har en mørk hemmelighed i sit liv.

Steffen Jacobsen formår at skrue et actionfyldt og spændende plot sammen, så man for sit indre øje ser Jason Statham og Angelina Jolie i hovedrollerne som hhv. specialkonsulent Michael Sander og politikommisær Lene Jensen.

"Ghostwriter" er Jacobsens femte bind i serien om makkerparret Sander og Jensen. Serien startede med "Trofæ" i 2013. Forud for "Ghostwriter" har jeg kun læst "Trofæ", og mangler således de mellemliggende tre bind. Denne "overspringshandling" var dog ikke på noget tidspunkt et problem. Jeg følte mig aldrig hægtet af fordi jeg manglede information der er givet i de forudgående bind i serien. Jeg bemærkede at Sander og Jensen er blevet gift og har fået en datter siden "Trofæ", men eller var der ikke noget.

Historien fejer hen over siderne, sproget er let og sprudlende, karaktererne står lidt skarpere end de gjorde i seriens første bind, og så er der lidt mere "bid" i "Ghostwriter" end der var i "Trofæ". Jacobsen har et budskab denne gang. Et budskab der relaterer til det samfund vi er en del af, og ikke mindst til hvorlangt nogle er villige til at gå for ussel mammon, så længe pengestrømmen er konstant - og helst konstant stigende. Skidt med at de aldrig vil kunne bruge alle de penge - de skal bare have dem.

Jeg syntes som sådan at "Trofæ" var udmærket, men også at den var lidt for overdrevet og egentlig ikke noget særligt. Med "Ghostwriter" har jeg det lidt anderledes. Bevares, historien isoleret set, er stadig vildt overdrevet og på ingen måde troværdig, men den er knageme godt skrevet. Jeg var super underholdt fra første til sidste side, og må nok indse at jeg ved lejlighed skal have set lidt nærmere på "Gengældelsen" (2014), "Et bjerg af løgne" (2015) og "Enhjørningen" (2016) der er de tre bind om Sander og Jensen jeg har sprunget over.

Serien om Sander og Jensen er ikke dybdefilosofisk litteratur der flytter holdninger og ændrer livsbaner, men hvis man bare er ude efter nogle timers god underholdning, er serien et godt bud.

Forfatter: Steffen Jacobsen
Oversat af: -
Omslag: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet: 2018
Sider: 350
Kategori: Spænding
Anmeldt: 20.12.2018

Af samme forfatter