Fortællinger fra Chestnut Street

Ligesom Dan Turell, så holder jeg af hverdagen. Det er i hverdagen, at livets store og sande historier udfolder sig og leves. Derfor holder jeg bl.a. meget af Helle Helle, og andre med hende, der forstår at beskrive hverdagen og det almindelige, så det bliver nærværende og ægte. Derfor blev jeg også fanget af forlagets beskrivelse af Maeve Binchy's "Fortællinger fra Chestnut Street". Ifølge den, skulle bogen indeholde 36 noveller om beboerne i den fiktive gade Chestnut Street i Dublin, og fortælle om deres liv og hverdag. Nå ja, i det mindste var det med de 36 noveller rigtigt.

Jeg kendte ikke Maeve Binchy på forhånd. Havde aldrig hørt om hende, men sad nu med en novellesamling der efter hendes død, var blevet stykket sammen af hovedsageligt ikke tidligere udgivne noveller (man fornemmer hvorfor). Rent håndværksmæssigt var de vel i orden. Ikke noget særligt, men ok. Indholdsmæssigt... Tjah, lad mig bare sige at Barbara Cartland og Familiejournalens ugebladsnoveller ikke har levet forgæves. Det var mildest talt dræbende. En samling historier, hovedsageligt om unge kvinder der må igennem diverse prøvelser, inden prinsen på den hvide hest pludselig dukker op af tågerne, og alle efterfølgende lever lykkeligt til deres dages ende. Én novelle af den slags er rigeligt for mig. 36 er kvalmende.

Det positive er, at jeg nu ved hvem Maeve Bincy er, og at jeg dermed kan forebygge mødet med hende en anden gang. Lidt som når man tager C-vitaminer for at holde efterårsforkølelsen på afstand.

 

FortaellingerFraChestnutStreet2star

Forfatter: Maeve Binchy
Oversat af: Marie Kopp
Forlag: Cicero
Udgivet: 2014
Sider: 359
Kategori: Noveller
Anmeldt: 18.03.2015
Af samme forfatter