Forfølgerne

Forfatterne Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, alias A. J. Kazinski, har i "Forfølgerne" begået en tankevækkende bog. I mine øjne, deres bedste hidtil.

Julie, fraskilt alenemor, begynder at følge efter Ulrikke - kvinden der stjal hendes mand. I et prøverum i Magasin, tager Julie et billede af Ulrikke og en mand. Et billede der får store konsekvenser for Julie og for tre beboere på Julies vej. Hver især forfølger de en person der på en eller anden måde har såret dem. Og konsekvenserne er uforudsigelige og vidtrækkende.

Forfatterne beskæftiger sig med spørgsmålet om skæbne, og om hvorvidt alt er bestemt på forhånd, eller om vi har indflydelse på vores eget liv. Spørgsmålet behandles ved, at lade de fire hovedpersoners forfølgelser gribe ind i hinanden, og få afgørende indflydelse på den enkeltes og alle øvrige impliceredes liv. Det der synes som en ligegyldig detalje for den ene, forandrer den andens liv, og giver spørgsmålet om skæbne og forudbestemmelse nyt liv.

I "Forfølgerne" følger vi hovedpersonerne enkeltvis, og først efterhånden som den enkeltes forfølgelse af en anden griber om sig, og hvirvler ud af kontrol, aner vi så småt en større sammenhæng, der bliver tydeligere side for side. Det er spændende skrevet, og bogen kan sine steder være endog overordentlig vanskelig at lægge fra sig.

Slutningen irriterede mig dog voldsomt. Den mindede mig om den måde amerikanske tegnefilm for børn, altid slutter med at filmens hovedpersoner gennemgår handlingen i den film man lige har set, og udleder en morale af den. Ærgerligt, for slutningen er på alle måder utroværdig, og bogen kunne være afsluttet mere elegant. Når det er sagt, så bliver der i selvsamme slutning, i den grad lagt vendt op og ned på hele historien, og den får endnu mere vidtrækkende konsekvenser for i hvert fald én af hovedpersonerne. Disse konsekvenser må vi vente til efterfølgeren af "Forfølgerne" med at høre mere om. Og at der er tale om en efterfølger som denne læser bliver nødt til at få fingre i, er der ingen tvivl om.

(læst som e-bog)

 

Forfoelgerne

4star

Forfatter: A.J. Kazinski
Oversat af: -
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2014
Sider: 349
Kategori: Roman
Anmeldt: 04.05.2014
Af samme forfatter