Fodspor

Tredje og sidste bind i Marianne Toxboes serie om Maja Niemann og hendes familie under og efter 2. Verdenskrig.

"Fodspor" er den bedste af de tre bøger. Der er som om personerne får mere liv og mere karakter end de tidligere har haft. Historien er til en vis grad også bedre - og så kan jeg egentlig godt leve med en lidt for rosenrød slutning.

Hovedpersonen er denne gang Maja Niemanns datter, Anna Svendsen (Niemann). Den datter Maja bortadopterede efter fødslen, og som hun fandt igen 16 år senere.

I efterkrigstiden lever Majas tyske kærlighed og Annas far, Hermann, et trivielt og udsigtsløst liv i DDR. Et kort tilbageblik fører os tilbage til Tysklands sviende nederlag i 1945 og Hermanns tilbagetrækning til fods med de fremadstormende russiske tropper i hælene. I 1961 får Hermann, ved sin fasters dødsleje, for første gang kendskab til, at han er far til et barn i Danmark. I det øjeblik ændres perspektivet og meningen med hans liv dramatisk. Tidspunktet falder uheldigvis sammen med, at DDR lukker sine grænser mod Vest. Bag muren i Vest lever kvinden, han forlod, og barnet, han aldrig har set, uvidende om hans eksistens.

Det ærgrer mig lidt at Annas adoptivforældre mere eller mindre er skrevet ud af fortællingen. Anna bliver ganske vist smidt ud hjemmefra, men historiens plot taget i betragtning, virker det ikke helt troværdigt at Anna skrotter sin adoptiv mor som hun gør. På et tidspunkt lægges der op til en form for genforening - som så fuldstændig udebliver.

Historisk set halter det også i "Fodspor" som det gjorde i de to foregående bind i serien. F.eks. har en af Annas venner i første halvdel af 1960'erne "et gammelt folkevognsrugbrød" hvor Anna tager sikkerhedsselen på da hun sætter sig ind. Det berømte rugbrød så dagens lys i 1950, så "gammel" er måske lidt voldsomt for en bil der max. kan have 12-13 år på bagen. Sikkerhedsseler var, mig bekendt, ikke standardudstyr i biler fra 50'erne. Og sådan er der flere "arh... mon dog" oplevelser i "Fodspor".

Når det så er sagt, så er Toxboe en dygtig fortæller, og historien kommer vidt omkring. Javist, den er forudsigelig, og ja, alle lever lykkeligt til deres dages ende. Men det er okay. Jeg kunne godt lide historien som sådan. Den historiske ramme den er sat ind i, kunne jeg til gengæld ikke bruge til så meget. Der var alt for mange fejl.

Forfatter: Marianne Toxboe
Oversat af: -
Omslag: -
Forlag: Skotterup
Udgivet: 2016
Sider: 368
Kategori: Historisk, roman
Anmeldt: 03.05.2019

Af samme forfatter