Er der en vej ud af Helvede?

Julie Duch Lauridsen har med "Er der en vej ud af Helvede?" begået en hudløst ærlig selvbiografi om hvordan det er at leve med OCD, angst, selvværdsproblemer og mislykkede selvmordsforsøg.

Hendes unge alder til trods, hun var 19 år da bogen udkom, gør hun sig mange store og dybe tanker om livet i almindelighed og om livet med psykiske udfordringer i særdeleshed. Hun formår at beskrive tingene så de bliver nærværende og håndgribelige. Jeg tror på hendes historie, og kan næsten mærke den selv.

Bogen handler om hvordan det er at leve med de udfordringer forfatterens mange lidelser medfører, og den handler om hvordan det er at forsøge at være en ganske almindelig teenager samtidig. Og Julie Duch Lauridsen slipper rigtig godt fra det.

Sproget kan slet ikke følge med i alt det Julie vil fortælle, og forfatterens ungdommelige naivitet (og det er meget positivt ment!) i sproget, er i høj grad medvirkende til at gøre historien ægte og uspoleret. Desværre er det også bogens største problem. Der ikke ret meget der tyder på at forlaget har haft en redaktør på teksten, og derfor har alt for mange fejl har fundet vej ind på bogens sider. Det er tydeligt at Julie virkelig har noget på hjerte, og nogle gange falder hendes ord og sætninger over hinanden i en sådan grad at visse passager er meget svære at forstå. En god redaktør kunne have luget ud i de værste fejl, og samtidig bevaret bogens ægthed.

Julie Duch Lauridsen selv, skal mindst have fem kæmpestore stjerner for i det hele taget at fortælle sin historie - jeg er oprigtigt imponeret over at hun turde. Det er lidt værre med bogen som sådan, og jeg kan ikke helt sige mig fri for at være lidt ærgerlig over at forlaget tilsyneladende ikke har gjort ret meget for at få hendes historie til at fremstå mere læsevenlig end tilfældet er. Jeg sad under det meste af læsningen med en følelse af, at det kunne de simpelthen ikke være bekendt. Julies historie fortjener bedre.
Når jeg så alligevel vælger at give "Er der en vej ud af Helvede?" fire stjerner, er det på trods af forlaget og på grund af Julie. Hun rørte mig virkelig med sin beretning - og det er hvad en god bog skal gøre.

 

Forfatter: Julie Duch Lauridsen
Oversat af: -
Forlag: Forlaget Mellemgaard
Udgivet: 2014
Sider: 341
Kategori: Biografi
Anmeldt: 29.01.2016
Af samme forfatter