En mand der hedder Ove

Ove er helt sin egen, og det skal ingen ændre på. Oves hustru Sonja, som han har delt livet med i mere end 30 år, døde et halvt års tid inden vi kommer ind i historien. Samtidig døde Oves liv også, og det eneste Ove vil, er at være sammen med sin Sonja. Så Ove vil tage livet af sig selv. Men det viser sig at være lettere sagt end gjort, i et kvarter hvor det myldrer med mennesker der allesammen har brug for Ove, der til gengæld overhovedet ikke har brug for dem.

Med stor glæde, og mange smil, har jeg læst "Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt", og "Analfabeten der kunne regne", af Jonas Jonasson - og jeg har nydt dem begge. Da jeg første gang hørte om "En mand der hedder Ove", var det fordi den blev sammenlignet med disse to bøger, og jeg tænkte at den måtte jeg da hellere læse også. Og det har jeg så gjort nu, og jeg forstår ikke sammenligningen. Der hvor "Den hundredårige..." og "Analfabeten..." var gode, er "En mand der hedder Ove" helt fantastisk. Forskellen må ligge i, at jeg kan identificere mig med Ove, fordi Ove findes i virkeligheden. De to andre bøger, som "En mand der hedder Ove" hele tiden sammenlignes med, har et grotesk og morsomt plot der ikke har hold i virkeligheden. Men historien om Ove kunne være virkelig, og jeg tror at de fleste af os kender en "Ove" et sted - måske i os selv. Så jeg synes ikke sammenligningen er fair, overfor "En mand der hedder Ove". For vel er den sjov - sine steder endda hylende morsom - men den er samtidig gravalvorlig og faktisk også meget rørende.

En morsom detalje hele bogen igennem, er kapitlernes overskrifter. Flere af dem er virkelig sjove. Min favorit er kapitel 19, der hedder: "19 - En mand der hedder Ove, og en kat, der var i stykker, da den kom".

"En mand der hedder Ove", er journalist Fredrik Backman's debut som romanforfatter. Ham skal jeg helt sikkert holde øje med.

 

EnMandDerHedderOve

5star

Forfatter: Fredrik Backman
Oversat af: Louise Ardenfelt Ravnild
Forlag: People's Press
Udgivet: 2013
Sider: 358
Kategori: Roman
Anmeldt: 17.04.2014
Af samme forfatter