Én gang morder

Selv om jeg ikke er den store krimilæser, må jeg blankt erkende, at "Én gang morder" blev slugt i store bidder på et par dage. I forhold til de rå mængder af metervarekrimier der findes på markedet, hævede Eva Maria Fredensborgs debut sig betragteligt over gennemsnittet. Den er velskrevet, og spændingskurven stiger drastisk fra første side, og Fredensborg formår at fastholde stigningen hele bogen igennem.

En ung pige findes myrdet på en rasteplads i Sverige. Omstændighederne gør, at Politiet straks skal have en "profiler" på sagen (en psykolog med speciale i gerningsmandsprofilering). Tilsyneladende er de løbet tør for den slags i Växjö, for det bliver den danske Robert Strand der må smide hvad han har i hænderne, og i sin fede Mercedes sætte kursen mod Småland. Strand har en fortid i Växjö og taler perfekt svensk. Jagten på morderen trækker tråde tilbage til en 20 år gammel sag om en seriemorder der begik selvmord under psykiatrisk forvaring.

Hvorvidt handlingen kunne være sket i virkeligheden, kan jeg have min tvivl om. Normalt irriterer det mig, når krimiforfattere forsøger at overgå hinanden i mængden af lig og rablende sindssyge gerningsmænd, i plots der mere ligner fantasy end krimi. "Én gang morder" er til den vilde side, hvad plot angår, men Fredensborg formår faktisk at gøre det spiseligt alligevel. Samtidig med at spændingen er støt stigende, formår forfatteren også at give sine personer så meget kød på kroppen at det bliver muligt for læseren at lære dem at kende, og få et eller andet forhold til dem. Dermed glider det lettere utroværdige plot ned uden problemer - for jeg kender jo dem der er med.

Som nævnt, er jeg ikke den store krimilæser, men skulle jeg igen støde på Eva Maria Fredensborg et sted, vil jeg ikke udelukke at det kommer med hjem. For selv om det ikke er litteratur af den slags der maner til eftertanke og fordybelse, så var jeg virkelig godt underholdt mens jeg læste bogen - og det er jo også en kvalitet.

 

EnGangMorder

4star

Forfatter: Eva Maria Fredensborg
Oversat af: -
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2013
Sider: 345
Kategori: Krimi
Anmeldt: 09.09.2015
Af samme forfatter