Drevet til mord

Familiehemmeligheder og mange andre hemmeligheder, står i kø i "Drevet til mord" der er første bog i en trilogi af Rachel Abbott. Den er ikke helt så mørk og dyster som vi ofte ser det i domestic-noir genren. Måske fordi "Drevet til mord" også er en krimi og en spændingsroman - og så en god portion af førnævnte domestic-noir.

Fotografen Mark har været en skygge af sig selv siden sin hustrus pludselige død, men han vender tilbage til livet, da han forelsker sig i Evie. Inden længe flytter Evie ind i Marks vidunderlige hus ved kysten. Men snart kommer Evie ud for en række uheld i hjemmet, som bekymrer hendes venner. Er det Mark, der står bag? Og hvordan døde Marks første kone egentlig? En aften bliver politikommissær Stephanie King kaldt ud til Mark og Evies hjem. Her finder hun to tilsyneladende døde menneskekroppe i en seng fuld af blod. Men det der i første omgang ser ud til at være en ret ligetil sag, viser sig selvfølgelig at det er den overhovedet ikke.

Abott har skruet et indviklet og til tider meget dystert plot sammen. For selvfølgelig kan man som læser godt regne ud at det hele ikke er så ligetil som der lægges op til i begyndelsen - for hvad skal vi så bruge bogens resterende 300 sider til? Længe sidder man med den der følelse af, at der er noget der ikke stemmer, uden helt at kunne gennemskue hvad det er der ikke stemmer. Det fungerer rigtig godt, og er med til at holde læseren fanget.

En stor del af "Drevet til mord" foregår i en retssal - hvilket jeg ikke tidligere har set i en domestic-noir/krimi roman. Det lyder måske tørt, men er faktisk rigtig godt skrevet, og også den del får læseren ud på kanten af stolen.

Desværre er der også nogle huller i historien. For ikke at ødelægge læseoplevelsen for nogen, skal jeg undlade at nævne dem, men jeg synes flere gange at der var småting der haltede lidt. Der kom ting frem i førnævnte retssag, som jeg nægter at tro at politiet ikke ville have opdaget inden sagen kom for retten.

Nå ja, og så var der jo det sædvanlige makkerpar ved politiet der havde det sædvanlige rod i kærlighedslivet. Det var lidt trivielt, fordi det bare er set alt, alt, alt for ofte.

Men bortset fra ovenstående, der trods alt er i småtingsafdelingen, er "Drevet til mord" en velskrevet og meget spændende bog. Og til trods for at jeg havde "regnet den ud" ca. halvvejs inde i bogen, vendte også siderne i den sidste halvdel alligevel nærmest sig selv.

Jeg glæder mig til at se hvad Abbott finder på i trilogiens næste to bind.

Forfatter: Rachel Abbott
Oversat af: Lærke Pade
Forside: Stoltzedesign
Forlag: Gad
Udgivet: 2019
Sider: 367
Kategori: Domestic-noir, krimi, spænding
Anmeldt: 23.01.2019

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter