Dråber

Mon ikke alle ved, at vand giver liv. Selv i små mængder er der liv at hente. Hanna Brabrand Henriksen lader digte falde som dråber. Små livgivende dråber der ikke har andet til fælles, end at der er liv der hvor de rammer.

Digtsamlingen "Dråber" har tilsyneladende ikke nogen rød tråd som sådan, og så alligevel. Hvert enkelt digt, hver enkelt dråbe, indeholder en bid af livet. Det kan være livet selv, det kan være døden, hverdagen, naturen, parforholdet og mange andre ting der hører livet til. Alle disse små dråber der tilsammen danner et liv. Vi er bare ikke vant til at se livet dissekeret på den måde, og under læsningen kan digtsamlingen fremstå som en række usammenhængende punkter, men efter læsningen ser man at alle samlingens dråber samler sig, og bliver til et helt liv.

Jeg har tidligere læst Hanna Brabrand Henriksens digtsamling "Skygger af lys", og var meget glad for den. Ind imellem bliver den stadig taget ned fra reolen, og jeg læser et enkelt digt i den. Som en pose blandet slik, hvor jeg stikker fingrene ned, og henter et øjebliks nydelse. Nu skal "Dråber" op ved siden af "Skygger af lys", og jeg ved at den også vil blive taget ned fra tid til anden, for jeg bliver lidt afhængig af den slags. Det er ikke sikkert at jeg forstår digtene hver for sig, men derfor kan jeg godt nyde den smukke måde forfatteren sætter ordene sammen. Det er rytmen, ordene, melankolien og glæden der påvirker mig.

Selv om jeg ikke har nogen videre forstand på digte, er de på ingen måde spildt på mig. Jeg har det lidt med litteratur som med malerkunst, og tænker romaner som malerier jeg kan se hvad forestiller, og digte som abstrakt kunst der kan være smuk, bare fordi den er til. Digtsamlingen "Dråber" er smuk, bare fordi den er til, og jeg er meget glad for den måde de enkelte digte er værdifulde i sig selv, og hvordan de sammen samler sig i en livgivende vandpyt.

Det er ikke et digts længde der afgør hvorvidt det er godt eller ej. Jeg blev meget glad for et der i al sin korthed lyder:

Barnet har stillet
en kop med mælkebøtter
på hundens gravplads

Der er så meget liv, og så meget håb i de få ord. Dette lille digt er en roman på tre linjer.

Jeg håber at få lov at læse med næste gang Hanna Brabrand Henriksen griber pennen og lader dråberne flyde.

Forfatter: Hanna Brabrand Henriksen
Forlag: Mellemgaard
Udgivet: 2017
Sider: 52
Kategori: Digte
Anmeldt: 26.02.2017

Anmeldereksemplar fra forfatteren

Af samme forfatter