Døden i Harkaberg

I "Goyas hund", der var fjerde bind af Lars Kjædegaards serie om Hvid og Belling, gjorde forfatteren den fejl at skille makkerparret ad. Det ødelagde mere eller mindre historien. Med "Døden i Harkaberg" er vi nået til syvende bind i serien, og her gør han det saftsuseme igen. Ikke i hele bogen, men i en stor del af den. Det gør heller ikke denne gang noget godt for historien.

Hvid eksisterer i kraft af Belling, og Belling eksisterer i kraft af Hvid. De to har et helt særligt samspil, og en dynamik der bærer deres fælles sager frem på genial vis. At adskille de to, og lade dem arbejde hver for sig - om det så er i hele bogen eller kun halvdelen - duer bare ikke. Den bærende dynamik er ikke-eksisterende. Javist, Kjædegaard lader i nogen grad en svensk politimand overtage Hvids rolle i den del af bogen hvor hun ikke er til stede, men det bliver aldrig til andet end en lappeløsning.

Denne gang får makkerparret til opgave at efterforske et mord på en dansk kvinde i Sverige. Belling, der holder ferie i Sverige da mordet sket, udlånes ved den lejlighed til svensk politi, mens Hvid hjemme i Danmark forsøger at holde rede på den afdødes familieforbindelser, der alle har relation til Danmark.

Vi var ikke langt inde i historien, før jeg havde gættet hvem der gjorde hvad, og måtte så bare vente på at Hvid og Belling også regnede den ud.

"Døden i Harkaberg" er en tam forestilling, indtil Kjædegaard lader Hvid og Belling mødes igen, og lader dem gøre det de er bedst til: nemlig at være Hvid og Belling med alt hvad det indebærer.

Historien er for så vidt udmærket tænkt. Eksekveringen er bare lidt tynd, og det er for åbenlyst hvem det i virkeligheden er dansk og svensk politi i skøn samdrægtighed jagter. Sproget er det samme sprudlende, sjove og hyggelige som vi kender så godt, og det nærmest eksploderer da Hvid og Belling mødes og arbejder sig frem mod slutningen. Kjædegaard plejer at være ude med riven efter samfundet, politiet, politikere og bare sådan generelt os alle sammen. Det var han ikke i "Døden i Harkaberg", og det savnede jeg.

"Døden i Harkaberg" er bestemt ikke Kjædegaards bedste, men dog værd at læse. Værre er det trods alt ikke.

Forfatter: Lars Kjædegaard
Oversat af: -
Omslag: -
Forlag: Rosinante
Udgivet: 2015
Sider: 316
Kategori: Krimi
Anmeldt: 26.04.2019

Af samme forfatter