Detonator

En krimi behøver ikke at være bloddryppende, grænsende til det kvalmende, og en efterforskningsleder hos politiet, behøver ikke at være hverken småalkoholisk eller psykisk ustabil. I "Detonator" præsenterer Morten Remar os for sin nye hovedperson, Martin Rømer. Om næsten-navnesammenfaldet mellem forfatteren og hovedpersonen antyder en uforløst drengedrøm hos forfatteren om en karriere ved politiet, eller om det bare er for sjov, får stå hen i det uvisse. Men det er lidt hyggeligt, på en eller anden måde.

En vejsidebombe springer på motorvejen ved Gl. Holte, og dræber Danmarks forsvarsminister og dennes chauffør og livvagt. Bomben sætter gang i hele maskineret, og både Politi, PET og FE involveres. Er der tale om terrorangreb, eller findes der en anden forklaring? Da flere bomber bringes til eksplosion, kører PET forventeligt ud af terrorismestien. Men Martin Rømer er ikke så sikker.
Statsministeren benytter lejligheden til at indføre undtagelsestilstand i Danmark. Eller, det kan man ikke uden at komme på kant med Grundloven, så han kalder det nødret, men resultatet er det samme. Politi, PET og FE får ubegrænsede rettigheder, og kan anholde og afhøre hvem de vil, alene på mistanken. Retssystemet sættes mere eller mindre ud af kraft. Men hvad nu hvis det er en fejl? Hvad nu hvis der slet ikke er nogen terrorrister? Hvad koster sandhed i dagens Danmark?

Morten Remar fortæller ikke alene en meget spændende historie, men han har også et budskab ind i vores tid. Til det Danmark vi kender. Hvor de fleste krimier 'kun' er en sag der skal opklares, er "Detonator" lige lidt mere. Når sidste side er vendt, og helten har opklaret det hele, sidder læseren tilbage med en række spørgsmål til personlig overvejelse. Krimier der maner til selvransagelse er ikke hverdagskost, men jeg håber virkelig Remar holder stilen i kommende historier om Rømer. For det er virkelig godt gået!

Som roman fungerer "Detonator" væsentligt bedre end Remars debut "AMOK" fra 2016. Denne gang er der styr på plottet og scenografien. Personerne fremstår troværdige, og historien kunne faktisk godt være den der trækker overskrifter i morgendagens aviser. Hovedpersonen, Martin Rømer, er enkemand med to tvillingedøtre på tre år. Hans chef er særdeles omsorgsfuld, og vil måske være mere end hans chef. Men Rømer har af den grund hverken et stort forbrug af alkohol, euforiserende stoffer eller letlevende kvinder. Det er befriende, og Rømers personlige historie kommer aldrig til at skygge for den egentlige historie. Det er tilsyneladende en regel at politifolk i krimier ikke må leve i en kernefamilie, og bare være helt almindelige mennesker, men Remars måde at tackle det på, fungerer udmærket.

På baggrund af bekendtskabet med "AMOK", var forventningerne til "Detonator" ikke ret store. De blev gjort grundigt til skamme, og forventningerne til næste bind i serien om Rømer er derfor skyhøje. Så er du advaret Remar.

Forfatter: Morten Remar
Forlag: EgoLibris
Udgivet: 2017
Sider: 256
Kategori: Krimi
Anmeldt: 27.04.2017

Anmeldereksemplar fra forlaget

Af samme forfatter