Det gyldne bur

Camilla Läckberg, der ellers var holdt op som forfatter, er på banen igen - som forfatter. Vi kender hende fra Fjällbacka-krimierne, men den Läckberg vi møder her, er en helt anden. Om man kan lide det, er nok en smagssag.

"Det gyldne bur" er en spændingsroman i en domestic-noir-agtig udførelse, og fungerer egentlig fornuftigt som sådan. Samtidig er der en lidt for overdrevet "Fifty Shades of Fjällbacka" over det, som ikke fungerer ret godt. Som om forfatteren i alt for lang tid har skrevet alt for pæne krimier, og nu endelig får mulighed for at skrive lidt "dirty" - og kammer fuldstændig over.

Udefra ser det ud som om, at Faye har det perfekte liv. Hun er gift med en succesfuld forretningsmand, hun har en dejlig datter og hun bor i en luksuriøs lejlighed i den allerbedste del af Stockholm. Virkeligheden er dog en helt anden. Den usikre Faye plages nemlig af mørke minder fra sin barndom i Fjällbacka og manipuleres af ægtemanden Jack, der i stigende grad bruger psykologisk krigsførsel mod sin nervøse kone.

Historien er meget forudsigelig. Selv slutningen, der vel var ment som en øjenåbner af en eller anden slags, kom ikke bag på mig. Jeg synes heller ikke rigtig at hovedpersonerne fungerede som de skulle. De var for ekstreme og for overdrevne. Faye, som det nok er meningen at læseren skal fatte sympati for, foretager sig nogle ting undervejs som går i stik modsatte retning. For mig betød det, at jeg virkelig ikke kunne lide hende, og derfor havde det lidt svært med den lidt for rosenrøde slutning. Det syntes jeg slet ikke hun havde fortjent.

Jeg kan se på andre anmeldelser af bogen, at jeg nok står lidt alene med min oplevelse af "Det gyldne bur". Det får så være, for jeg var faktisk ret skuffet over den.

Forfatter: Camilla Läckberg
Oversat af: Louise Ardenfelt Ravnild
Omslag: -
Forlag: People's Press
Udgivet: 2019
Sider: 328
Kategori: Spænding, Domestic-Noir
Anmeldt: 12.06.2019

Af samme forfatter