Det første år

Lise Dres, der af nogle vil være kendt som sanger og sangskriver, har med "Det første år" begået en meget personlig digtsamling.

Ti minutter gammel stoppede Lise Dres' datter Ida, med at trække vejret, og verden gik i stå. Herefter svævede datteren mellem liv og død i mange uger.

"Det første år" handler om at være tæt på at miste et barn og det svære vilkår det er, at få et barn med et handicap. Digtene er skrevet i løbet af det første år efter datterens fødsel.

Digtsamlingen er barsk læsning om en situation som de fleste af os ikke oplever. Derfor kan det, som udenforstående, være vanskeligt at sætte sig ind i hvordan det er at få et barn som man ikke er sikker på vil overleve. Og, når det så overlever, vil komme til at leve med et handicap resten af livet. Jeg har selv to sunde og raske drenge, der nu er vokse og "godt i vej", og måske fordi jeg selv har børn, kan jeg mærke forfatterens smerte og usikkerhed ganske tydeligt. Digtene gav mig del i Lise Dres' ulykke, men de gav mig også en stor taknemmelighed over at være sluppet for at stå i hendes situation. Det er godt ind imellem at blive mindet om at det jeg mere eller mindre tager for givet, måske ikke er helt så givet og ikke helt så selvfølgeligt endda.

Digtene spænder meget vidt i deres form. Der er digte på en enkelt linje, der giver udtryk for en tanke eller en frustration. Der er digte der er skrevet på vers, og der er digte der ikke er. Ofte bliver sætningssammensætningen og rimene kluntede og påtagede, og under andre omstændigheder ville det irritere mig. Men i dette tilfælde, er det medvirkende til at understrege deres ægthed. Det er som det er, og der er vigtigere ting i livet end at få rim og vers til at fungere. Digtene virker ikke som om de efterfølgende er rediget en hel masse, og står derfor det mere ærlige og ægte. Flere gange tænkte jeg på, at deres manglende rytme og de lidt kiksede rim, blev en fortælling i sig selv. De har nerve, og den ville de i nogen grad have mistet, hvis de var blevet pudset for meget af. At noget ikke er godt, er ikke ensbetydende med at det så er skidt. I dette tilfælde betyder det at det bliver ekstra godt.

I pressematerialet til bogen, og flere gange i bogen selv, fortælles det at forfatterens datter er født på Tove Ditlevsens fødselsdag (14. december). Jeg ved ikke hvorfor der er så vigtigt at slå det fast. Det fremgik ikke nogen steder, og jeg kunne ikke regne det ud. Det blev sådan en lidt underlig "øh...?" oplevelse. Ikke mindst fordi det ikke er nødvendigt at trække Tove Ditlevsen ind i "sagen". Lise Dres' digte er fine som de er, og behøver ikke sammenligningen.

Alt i alt en rigtig fin læseoplevelse, der anbefales til alle. For uanset om man har stået i samme situation som Lise Dres eller ej, kan man lære meget af den.

Forfatter: Lise Dres
Oversat af: -
Forlag: Ordlyd
Udgivet: 2017
Sider: 130
Kategori: Digte
Anmeldt: 22.01.2018

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter