Den faldende detektiv

Mørk, dyster, spændende og utrolig velskrevet. "Den faldende detektiv" er andet selvstændige bind om Leo Junker. Jeg har ikke læst forgængeren, "Den usynlige mand fra Salem", og selv om "Den faldende detektiv" markedsføres som en selvstændig historie, tror jeg at læseoplevelsen ville have vundet ved at læse dem i rækkefølge. Der henvises nogle gange til hændelser som tilsyneladende fremgår af seriens første bind. Ud over lidt forvirring ind imellem, var det dog ikke noget der ødelagde "Den faldende detektiv". Den er så godt skrevet, at der skal meget mere til for at ødelægge den.

Allers Stockholm, en decembernat. I en gyde ligger forskeren og sociologen Thomas Heber død. Leo Junker er tilbage på drabsafdelingen efter en mordsag, hvor han var udset som offeret. Han kæmper mod sine egne dæmoner og et pillemisbrug, da Heber-sagen lander på hans (og Gabriels) bord. Eneste spor er Hebers kryptiske notater, der antyder, at en anden er i fare, men hvem? Hvad var det, Heber vidste? Efterforskningen fører Leo på sporet af en bande racister og deres modstandere, og en krig, der udkæmpes på gaderne foran øjnene af offentligheden, men også i skyggerne.

Forfatteren, svenske Christoffer Carlsson, underviser og forsker i kriminologi på Stockholms Universitet, og det er nok derfor hans krimi skiller sig så meget ud fra de fleste andre krimier. Bogen er støvsuget for detaljer om våben, obduktioner, DNA, fingeraftryk og hvad man ellers normalt finder i en krimi. Til gengæld kommer vi helt ind under huden på Carlssons personer. Ikke kun på de politifolk der står med en noget speget sag, men også på de gerningsmænd de jager - uden helt at vide hvem de er. Carlsson fortæller en historie om mennesker, ikke kriminaltekniske detaljer, og han gør det vanvittigt godt. Hans sprog hæver sig adskillige trin over det vi er vant til at finde i en krimi. Det betyder ikke nødvendigvis at den almindelige gennemsnitskrimi er dårligt skrevet. Bare at Carlssons er meget, meget bedre.

Jeg tænker at "Den faldende detektiv" er hvad man kalder "Nordic Noir". Altså noget særligt nordisk og dystert. Ikke noget med nogen der pludselig rammes af et eller andet ondt udefra kommende, som andre så skal opklare, men mere en dyster samfundsting der kører af sporet. Og fordi Carlsson lader mig komme helt tæt på sine hovedpersoner, både politimanden Leo Junker, men også de forskellige personer i de forskellige autonome miljøer som bogen behandler, fungerer det virkelig godt. Jeg lærer personerne at kende gennem det de foretager sig, og det de hver især har i bagagen. Alle har en historie der har ført dem dertil hvor de er i dag, og set udefra er det småting og tilfældigheder der afgør hvilken side af loven de havner på.

Hvis du har lyst til at læse en krimi der er spændende og interessant på rigtig mange måder, kan jeg på det varmeste anbefale "Den faldende detektiv". Den kræver noget af sin læser, men investerer man lidt af sig selv i læsningen, går man ikke tomhændet hjem.

Forfatter: Christoffer Carlsson
Oversat af: Karsten Nielsen
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet
Forlag: People's Press
Udgivet: 2018
Sider: 406
Kategori: Krimi
Anmeldt: 21.10.2018

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter