Den danske borgerkrig 2018 – 24

Gal eller genial?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv rigtig mange gange undervejs i "Den danske borgerkrig 2018 - 24". Nu er sidste side i bogen vendt, og jeg er ikke blevet klogere. Jeg kan ikke gennemskue om det jeg har været vidne til, er litterær kunst på et eller andet plan, eller om det bare er spild af det stykke regnskov der har leveret papir til Kaspar Colling Nielsens bog.

Her burde jeg give et resumé af bogen, for lige at give det der hurtige overblik over hvad den handler om. Men, det er godt nok svært, når jeg faktisk ikke aner hvad den handler om. Jo, altså, det er noget med den nuværende finanskrise der øger forskellene mellem rige og fattige, og bankerne der narrer kunderne så det driver. Det er også noget med, at til sidst har alle disse narrede mennesker fået nok. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Der er opstande af forskellig art overalt, og i Danmark ender det i en borgerkrig der varer seks år. En krig som intet ændrer, tværtimod. Så vidt, så godt. Men når forfatteren lader fortælleren være en 475 år gammel mand, der holder den gående på et stamcelleprogram for alt for dyrt indkøbte fostre på det sorte marked, og når denne aldrende herres bedste ven, er en 300 år gammel hund der både taler og tænker, aner man hashtågerne i det fjerne. Et helt kapitel er viet dels til en fortælling om hvordan en jødisk familie gemmer sig i røven (undskyld mit franske) på en meget stor dame, og dels til fortælingen om hvordan bjørnen Pia bliver frastjålet en krukke honning, på en institution for kriminelle kæledyr, og om hvordan hun sammen med en pædofil Skt. Bernhardshund og grisen Svend, der har rengøringsvanvid, finder krukken igen. Ja, så er førnævnte hashtåger så virkelige, at det efterhånden kniber med at læse hvad der står i bogen.

Kan jeg anbefale den? Mjah... Hvis man er til rusmidler, avantgarde jazz og eksperimetalteater, kan man måske nok klemme noget ud af den. For mit eget vedkommende var det en irriterende oplevelse - fordi jeg stadig ikke ved om bogen er gal, eller genial.

 

DenDanskeBorgerkrig

2star

Forfatter: Kaspar Colling Nielsen
Oversat af: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2013
Sider: 223
Kategori: Roman
Anmeldt: 07.01.2014
Af samme forfatter