De vil drukne i deres mødres tårer

At Johannes Anyuru har fået tildelt den prestigefyldte svenske August-pris for "De vil drukne i deres mødres tårer", siger lidt sig selv. Det manglede da bare, for bogen er på alle måder et fantastisk værk.

En vinteraften i Göteborg kommer tre personer, der har svoret troskab til ISIS, ind i en lokal boghandel, hvor en kontroversiel tegneserieskaber er blevet inviteret for at tale om ytringsfrihed og blasfemi. Alle tages som gidsler, og en af terroristerne, en ung kvinde, har til opgave at filme og livestreame angrebet. To år senere besøger en forfatter en ung kvinde på en psykiatrisk institution. I hans øjne er hun en dæmon, der har taget hans religion som gidsel. Men han er også nysgerrig på, hvad hun vil ham. Hun rækker ham en bunke papirer og fortæller ham, at hun ikke er herfra, at hun ikke er fra denne tid. Men fra fremtiden.

Og hvad er det så vi har med at gøre? Er det en spændingsroman? Science-fiction? Nej, ingen af delene. "De vil drukne i deres mødres tårer" er et blik på vores tid, og et blik ind i en mulig fremtid. Det hele væves ind i hinanden i et sprog og en fortællestil der mildest talt er hævet over gennemsnittet. Sætninger, tanker, billeder, det hele er gennemarbejdet, og der er nok ikke ét eneste ord der ikke står lige præcis der hvor det skal stå, fordi forfatteren har en bagtanke med det. Dermed er det ikke en af den slags bøger man hurtigt pløjer igennem, og glemmer igen. Forfatteren kræver noget af sin læser, der så til gengæld får rigtig meget igen.

Islam, ISIS, terror, indvandrere og flygtninge, er alt sammen emner som de færreste forfattere tør give sig i kast med. Det kan næsten kun gå galt, og ende i de sædvanlige shitstorms. Men ikke når Johannes Anyuru tager emnet under behandling. For han vælger måske nok side, og gør det meget forsigtigt, men han er ikke blind for at en sag har flere sider og mange måder at se tingene på.

"De vil drukne i deres mødres tårer" får mange rosende ord med på vejen i forfatterens hjemland, og det undrer mig meget, at Gyldendal ikke gør mere ud af at promovere bogen. Det er helt sikkert ikke en bestseller (selv om det burde være det), men den fortjener al den opmærksomhed den overhovedet kan få. Den er smuk, den er dyb, og den maner i sjælden grad til eftertanke hos sin læser. Det er med andre ord rigtig stor kunst, sådan som litteratur også kan være, når den tvinger os til at tage fasttømrede holdninger op til overvejelse. For måske er verden ikke så sorthvid som jeg går og tror.

Bag den danske udgave, ligger et flot stykke oversættelsesarbejde af Birgitte Steffen Nielsen. "De vil drukne i deres mødres tårer" kan ikke have været let at oversætte, men det er gjort virkelig godt. Tak for det!

Jeg vil anbefale bogen varmt, men samtidig advare mod at bruge den som let ferielæsning. For det er det ikke! Giv bogen den tid den kræver, og du vil få rigtig meget igen.

Forfatter: Johannes Anyuru
Oversat af: Birgitte Steffen Nielsen
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2018
Sider: 339
Kategori: Roman
Anmeldt: 13.07.2018

Af samme forfatter