Blodmåne

Efter sin debut med "Krokodillevogteren", der var udmærket, men ikke noget særligt, er Katrine Engberg tilbage med "Blodmåne". Denne gang er Jeppe Kørner og Anette Werner er tilbage, i en spændende krimi med en virkelig ærgerlig slutning.

En mand bliver fundet død i en snedrive i Ørstedparken. Politiet tror, at det drejer sig om en hjemløs, der er frosset ihjel. Da det viser sig at manden er en kendt personlighed fra modeverdenen, der er blevet myrdet på bestialsk vis, må politiet genoverveje deres tilgang til sagen.

Herefter fører Engberg den ene mistænkte efter den anden ind på scenen, men som i forgængeren gør hun det også denne gang på en måde, så læseren sagtens kan regne ud, at disse mistænkte kun er tilføjet for spændingens skyld. Man ved godt at ingen af dem er den skyldige, og det virker en smule påtaget efterhånden som de mistænkte skiftes ud. Ja, sidst i bogen falder de nærmest over hinanden, og da den skyldige endelig findes, gøres det på en måde så jeg som læser undrer mig over hvad jeg så skulle med alle de mistænkte der er gået forud. Jeg vil ikke afsløre hvordan, for ikke at røbe slutningen, blot sige at jeg ikke rigtig synes det fungerede. Engberg gentager proceduren fra "Krokodillevogteren" i slutningen af "Blodmåne", ved at lade to personer kort løbe handlingen igennem og forklare hvem der gjorde hvad, hvorfor og hvornår. Det fungerer ikke ret godt. Der går lidt for meget amerikansk børnefjernsyn i det, hvor vi efter at have fået en god historie, lige skal have den gennemgået og ridset op, så ingen er i tvivl om hvad moralen er. Slutninger af den art giver det indtryk, at forfatteren ikke har tiltro til at hendes læsere er i stand til at forstå hendes historie, og at hun derfor lige bliver nødt til at forklare den for en sikkerheds skyld.

Når det så er sagt, er det også tydeligt at Engberg nu, i forhold til "Krokodillevogteren" har "skrevet sig varm" nu. Historien hænger bedre sammen denne gang, og persongalleriet er blevet strammet op. Sproget flyder meget bedre denne gang, det er mere sprudlende og det er lidt dybere end sidst. Så selv om historien overordnet set ikke fungerer optimalt, så er den meget bedre fortalt denne gang.

Siden "Krokodillevogteren" og "Blodmåne", er Katrine Engberg nedkommet med endnu en krimi i serien om Kørner og Werner. "Glasvinge" udkom i februar 2018, og den vil jeg også læse på et tidspunkt. For når alt kommer til alt, er Engberg en god historiefortæller, og jeg er godt underholdt i hendes selskab.

Forfatter: Katrine Engberg
Oversat af: -
Forlag: People's Press
Udgivet: 2017
Sider: 366
Kategori: Krimi
Anmeldt: 11.04.2018

Af samme forfatter