Blodige mirakler

Med debutromanen "Skinhellige herligheder", slog irske Lisa McInerney sit navn fast med syvtommersøm. Nu er hun klar med endnu en roman om livets skyggesider i byen Cork (Irland), og de mennesker der bor i de skygger.

Fra bogens bagside:

"Det er ikke nemt at være Ryan Cusack.
Hans chef har fået stjålet en sending narkotika, som Ryan har hjulpet med at få til Irland.
Hans kæreste har for guderne må vide hvilken gang slået op - men denne gang mener hun det!
Og hans nye kæreste er den voldsomt jaloux chefs elskerinde.
Hans far sidder alene med en kæmpe børneflok, en joint og en øl og forsøger at glemme verden udenfor.
Ryan linedanser på en bane coke ... men hvor længe kan han holde balancen?

Det nævnes ikke direkte at det er tilfældet, men et par af hovedpersonerne fra "Skinhellige herligheder" går tilsyneladende igen i "Blodige mirakler". Det har ingen indflydelse på handlingen, og romanerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Men jeg vil absolut anbefale at man læser dem begge, bare fordi McInerney er en fantastisk dygtig forfatter.

Som den der ser udefra og ind i narkomiljøets spindelvæv af smådealere, pushere, bagmænd og indviklede netværk, kan man let få den tanke at disse mennesker er iskolde og følelsesforladte. McInerney viser mig, at det ingenlunde er tilfældet. Hun giver sine personer krop og personlighed, hun giver dem følelser og tanker, og hun viser mig menneskene bag de kriminelle facader. De fleste af dem er havnet hvor de er, fordi det nu var sådan deres liv blev. Opvæksten har måske ikke været særlig god, man fik de forkerte venner i skolen, eller man valgte helt bevidst at prøve kræfter med det kriminelle narkomiljø som findes i de fleste byer.

Men McInerney undskylder dem ikke. Hun synes ikke at det er synd for dem, bare fordi de fik for få småkager da de var børn. Hun viser dem som de mennesker de er inde bag facaderne, og hun gør det virkelig fremragende.

"Blodige mirakler" er et indblik i en kaotisk verden hvor den stærkes ret er gældende. Afstanden fra toppen af systemet til man havner med en kugle i hovedet i skovbunden, er stort set ikke-eksisterende. Der er ingen sikkerhed nogen steder, der er ingen lov og ret. Den der til enhver tid har magten, har også retten.

Det tager lang tid at læse bogen. Indholdet er så kompakt at man ikke bare kan læse den fra ende til anden på et par dage. For selv om handlingen er henlagt til et kriminelt undergrundsmiljø, er det hverken en krimi eller en spændingsroman. "Blodige mirakler" er en samling fantastiske personportrætter, og en rejse ind i alt det der gik skævt. Alt det man hænger fast i. Alt det der burde være anderledes, men aldrig rigtig bliver det. Mønsterbrydere er hverdagens helte, men dem der ikke formår at bryde mønstrene, er ikke mindre mennesker af den grund. Det er det Lisa McInerney lader mig se gennem Ryans øjne.

Forfatter: Lisa McInerney
Oversat af: Signe Lyng
Omslag: Benji
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivet: 2019
Sider: 322
Kategori: Roman
Anmeldt: 06.06.2018

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter