Blandede bolsjer fra en skyggetid

Michael Løgstrup har, som så mange andre, oplevet svære og mørke tider i sit liv. Der er lige så mange veje igennem sådanne perioder, som der er mennesker der skal igennem dem. For Løgstrup gik vejen gennem digtene.

"Blandede bolsjer fra en skyggetid" er en skøn blanding af alt muligt. Forfatteren siger selv i forordet, at der ikke er nogen rød tråd i samlingen. Det er jeg ikke enig med ham i. Måske i forhold til digtenes struktur og opbygning, der nok ikke kan variere meget mere end de gør, men indholdsmæssigt synes jeg klart der er en rød tråd - nemlig en sort periode i forfatterens liv. Digtene er ikke stor kunst, men de kommer fra hjertet og fremstår hudløst ærlige. En kvalitet der i min optik, vejer langt tungere end litterære færdigheder. Jeg kan identificere mig med mange af dem, og jeg tror på dem. Skulle forfatteren finde på at udgive en samling mere, vil jeg dog anbefale at han udelader de digte der rimer. De fungerer ikke rigtigt, og har oftest karakter af en uheldig festsang. Men ser vi bort fra dem, er resten faktisk slet ikke så tosset. Især et af digtene, der vel nærmest er at sammenligne med et af Piet Heins populære gruk, er jeg kommet til at holde rigtig meget af:

Jeg mødte livet
ved en tilfældighed
Bare synd
vi ikke skulle
samme vej

Den kan jeg tygge længe på.

Digtsamlingen, der er udgivet via Books on Demand, har stort set samme forside som en anden digtsamling fra Books on Demand, der bærer næsten samme titel. Noget som to minutters research kunne have undgået. I det hele taget halter det i uhyggelig høj grad med håndværket i udgivelsen. Forfatterens navn fremgår hverken af bogens omslag eller ryg, hvert digt er skrevet med sin egen skrifttype, hvoraf nogle stort set er ulæselige medmindre man har en god lup. Nogle digte har en overskrift, andre har ikke. Opsætningen får linjer til at flytte sig rundt i forhold til hinanden, og mængden af stave-, tryk- og grammatikfejl er mildt sagt omfattende.
Der kan være gode grunde til at udgive sine værker selv, via div. on demand tjenester. "Blandede bolsjer fra en skyggetid" er et rigtig godt eksempel på hvor galt det kan gå, når man selv vil være forfatter, redaktør, korrekturlæser, grafiker og bogtrykker - samtidig.

Indholdsmæssigt en fin digtsamling, men den er indpakket i virkelig dårligt håndværk - og det ødelægger helhedsoplevelsen. Det hjælper ikke at Ferrari har lavet motoren, hvis karosseriet er fra en gammel Lada.

 

Forfatter: Michael Løgstrup
Oversat af: -
Forlag: Books on Demand
Udgivet: 2016
Sider: 112
Kategori: Digte
Anmeldt: 04.11.2016
Af samme forfatter