Blå iris

Lad det være sagt med det samme. Jeg blev skuffet over Inger Gammelgaard Madsens "Blå iris". På forskellige platforme havde jeg ellers set flere rose bogen, og tænkte at den måske var værd at underholde sig med et par timer. Det var den egentlig ikke.

Flere måneder efter fejringen af sin 16-års fødselsdag bliver den forsvundne pige Iris Bøgh Lykkegaard fundet tortureret og kvalt under isen i en robåd. Over hendes hendes lig er blomsten Blå Iris blevet lagt. Men hvilken relation har blomsterne til mordet og hvem har myrdet den unge pige på så bestialsk vis?

"Blå iris" er den 11. bog i serien om Rolando Benito, politikommisær hos Østjyllands Politi. Det er også mit første møde med Gammelgaard Madsen, Benito og serien i det hele taget.

Til forfatterens ros skal siges, at selv om der sker et bestialsk mord, fortaber hun sig ikke i unødvendige grafiske detaljer i den forbindelse. Det er som det er, og volden bliver ikke dyrket. Det kan jeg godt lide. Men jeg synes samtidig at bogen dels er helt utroligt forudsigelig, og jeg var næppe nået mere end halvvejs inden jeg havde gættet hvem der gjorde hvad, og bare kunne vente på at førnævnte Benito også fandt ud af det. Ventetiden blev fordrevet med at læse meget, meget lange passager om teenagere og mobning. Misforstå mig ikke, jeg synes om de fleste andre, at mobning er noget modbydeligt noget, og at der skal slås hårdt ned på det. Men jeg synes virkelig ikke at det har noget at gøre i en kriminalroman der dybest set handler om noget andet. Al ære og respekt for at emnet tydeligvis ligger forfatteren meget på sinde, men mobbepassagerne kørte lidt som en selvstændig historie ved siden af opklaringsarbejdet omkring mordet på Iris. Det samme gjorde en historie om Iris og hendes storebror. En historie der aldrig blev bundet en knude på, og det samme var tilfældet med et andet mord som aldrig bliver opklaret. Læseren ved hvem der gjorde det, og hvordan, men hvad man skal med den information, når sidehistorien om det ikke bliver fulgt til dørs, forstår jeg ikke.

Sprogligt er "Blå iris" en lidt tam affære. Sprogbrug og fortællestil er altid et spørgsmål om smag, og der er ikke "rigtigt" og "forkert" i den sammenhæng, men for mig blev det for fladt og for kedeligt. Når historien så samtidig stritter uforløst i flere forskellige retninger, bliver helhedsindtrykket at det er en rodet affære. At jeg først kommer ind i serien i dens 11. bind, ændrer ikke på at "Blå iris" ikke efterlader noget stort indtryk. Historien som sådan er udmærket tænkt, men den bliver bare ikke fortalt særligt spændende.

Forfatter: Inger Gammelgaard Madsen
Oversat af: -
Forlag: Farfalla
Udgivet: 2018
Sider: 390
Kategori: Krimi
Anmeldt: 13.05.2018

Af samme forfatter