Baseret på en sand historie

En bogblogger fortalte på Facebook om hendes oplevelse af "Baseret på en sand historie" af Delphine de Vigan, og om hvordan den var så uhyggelig, at hun næsten ikke turde læse i bogen når det blev mørkt. Det lød spændende, med en bog der i så høj grad formåede at påvirke sin læser, og jeg blev derfor nødt til at læse den selv.

Bogen handler om Delphine, forfatteren selv, der føler sig sårbar og alene efter at have delt sin familiehistorie med den brede offentlighed i sin sidste bog. Det gør hende til et let offer for den mystiske og karismatiske L., der i stigende grad blander sig i hendes liv. Den manipulerende L. har sine helt egne og faste forestillinger om, hvad Delphine bør skrive om - og langsomt tager hun styringen i forfatterens liv.

Jeg kan godt lide når en forfatter tager sig god tid til langsomt at bygge sin fortælling op, og jeg burde derfor nærmest være ekstatisk af lykke for "Baseret på en sand historie", for du glade verden hvor er den langsom. Som i virkelig, dræbende langsom. Det er først på de sidste sider, at forfatteren afslører virkeligheden i al sin gru. Desværre har læseren på det tidspunkt haft så god tid til at gætte sig til handlingen, at slutningen ikke kommer som nogen overraskelse. Jeg sad mere med en følelse i stil med "hvorfor skulle det tage så lang tid at nå hertil?"

Delphine de Vigan er en meget populær forfatter, både i hjemlandet Frankrig, men også i store dele af verden i øvrigt. "Baseret på en sand historie" er mit første møde med hende, så jeg har ikke noget at sammenligne med. Men, ret skal være ret, hun skriver fremragende. Der er tydeligvis kælet for sproget og detaljen, men langt hen ad vejen opfattede jeg det som om der var kælet for meget. Som om sproget og detaljen blev et projekt i sig selv, på bekostning af historien der i lange perioder nærmest gik i stå.

Gennem hele bogen er der tråde tilbage til Stephen King's "Misery", om forfatteren Paul Sheldon der efter et biluheld, plejes i et ensomt beliggende hus af en sindssyg kvinde. Det er muligt at Delphine de Vigan er inspireret af "Misery". Men Stephen King, det er hun ikke.

"Baseret på en sand historie" skræmte mig ikke i mørket, og fik mig ikke til at ligge søvnløs om natten. Skal jeg være helt ærlig, så kedede jeg mig faktisk bravt hele vejen igennem.

Forfatter: Delphine de Vigan
Oversat af: Victoria Westzynthius
Forlag: People's Press
Udgivet: 2016
Sider: 314
Kategori: Roman, spænding
Anmeldt: 04.03.2017
Af samme forfatter