Bag facaden – Yrsa Christensen

Jeg elsker at læse nye forfattere. Man ved aldrig helt hvad man kan forvente, og det giver læseoplevelsen et ekstra pift. I disse digitale tider, hvor mange vælger at udgive deres værker selv, er udbuddet af nye forfattere større end nogensinde. Joan Mønster Jørgensens "Bag facaden - Yrsa Christensen", er et eksempel på dette.

Yrsa Christensen, sygeplejerske på afd. Y3, medicinsk afdeling på Kommunehospitalet Rolighed, fortæller sin egen historie. Det er en historie om arbejdet som sygeplejerske, om veninderne, kærester og livet i al almindelighed. Noget af det første læseren får at vide om Yrsa er, at hun er 40 år gammel, single, 165 cm høj og vejer 90 kg.

Der vil uden tvivl være en del sygeplejersker i det ganske land, der kan nikke genkendende til mange af de udfordringer der møder Yrsa, og for os andre der ikke har noget kendskab til den verden, forløber læsningen ganske let. Der er ingen underlige indforståede fremmedord der lægger sig som vejbump i læsningen (jeg har lige vendt sidste side i Thomas Rathsack's seneste roman "Sort daggry", hvis største udmærkelse var dens oplagte potentiale som fremmedordbog). Det hele er lige ud af landevejen. Rigtig meget lige ud af landevejen. Et stort plus for det.

Mit største problem med bogen var nok, at jeg hele tiden var i tvivl om hvem det "du" Yrsa fortæller sin historie til egentlig er. Er det en reference til hendes dagbog, eller skal jeg forestille mig at hun sidder overfor mig og fortæller om sit liv? Måske er det lidt begge dele, jeg fandt aldrig ud af det. Bogen indeholder stort set kun direkte tale til dette udefinerede "du" - hvis vi lige ser bort fra en enkelt dialog på 5-6 sætninger mellem Yrsa og hendes mor, samt nogle indskudte facts om venindernes højde og vægt, indslag fra Wikipedia m.m. Det direkte talesprog vanskeliggør alt for mange steder læsningen, fordi man hele tiden lige skal en halv linje tilbage, for at finde ud af hvad der foregår. Der er ikke meget talesprog der giver mening når det sættes ned på papir, og der er desværre virkelig, virkelig meget talesprog i "Bag facaden".

Et eksempel fra kapitlet "Kedelig torsdag":
"Om aftenen beslutter jeg at bruge tiden på at slappe af foran fjernsynet. Og hvad sker der så lige. De sender genudsendelser og genudsendelser. Der er sgu ikke en kanal, der sender noget nyt eller interessant. Røvkedelig aften. Nå, hvad betyder det, jeg falder nok alligevel snart i søvn på sofaen. Fjernsyn er verdens bedste sovepille. Heldigt man ikke behøver sluge den. Det er meget længe siden, jeg har set en film i fjernsynet uden at falde i søvn. Jeg kan efterhånden kun se en film færdig uden at falde i søvn, hvis jeg går i biffen."

Man bliver helt forpustet...

Handling som sådan er der ikke meget af. Hvilket vel er naturligt nok, hvis det jeg læste var en dagbog. Det er trods alt de færreste af os der lever et liv med en decideret fremadskridende handling efter en forudbestemt plan. I slutningen af bogen kommer der dog en handling, som desværre får en alt for brat ende, da der lige pludselig bliver lukket ned for den igen, og bogen slutter. Det ærgrede mig, at der ikke blev brygget mere på det scenarie der blev skudt ind der, da det alene kunne holde en hel roman.

Efter endt læsning sidder jeg tilbage med en følelse af at jeg ikke rigtig ved hvad det er jeg har været vidne til. En meget mærkelig følelse, jeg aldrig tidligere har haft under og efter læsningen af en bog. Men om det er en kvalitet, er jeg i tvivl om. Bogen giver indtryk af at være skrevet uden nogen forudgående plan, hvilket til en vis grad kan forsvares hvis "Bag facaden" er en dagbog, for det er jo sådan livet er. Hvis bogen er alt andet end en dagbog, fungerer det desværre ikke.

 

BagFacadenYrsaChristensen

2star

Forfatter: Joan Mønster Jørgensen
Oversat af: -
Forlag: PrintXpress
Udgivet: 2013
Sider: 114
Kategori: Roman
Anmeldt: 02.12.2013
Af samme forfatter