Artemis

I 2015 kom "The Martian" af Andy Weir, et helt vildt science-fictioneventyr om Mark Watney der strander på Mars. Bogen blev senere til en film med samme titel og med Matt Damon i hovedrollen. Nu er Weir igen på banen med "Artemis". Bogen er endnu ikke udgivet på dansk, men rygtet vil vide at en dansk oversættelse er på vej. Hvis du ikke læser engelsk, kan du godt begynde at glæde dig til oversættelsen.

Denne gang er vi på månen i en ikke nærmeret fastsat fremtid. På månen ligger byen "Artemis" med sine ca. 2.000 indbyggere. En del forretningsdrivende, en hel del turister, og nogle kriminelle. Jazz Bashara er en af de kriminelle. Ikke sådan hårdkogt kriminel, mere sådan lidt hyggesmugler. Jazz ankom til Artemis da hun var seks år gammel. Det er omkring 20 år siden, og hun har ingen intentioner om at flytte tilbage til jorden. Hvilket er lidt et problem, da kriminelle bliver bortvist fra Artemis og tilbage til jorden.

En stenrig nordmand, der også er en af Jazz's kunder, har en helt særlig opgave til hende. En opgave der går en hel del ud over det hun plejer at beskæftige sig med, men hun vil få en fyrstelig betaling, så Jazz accepterer. Jeg skal ikke røbe hvad det går ud på, blot sige at det selvfølgelig går helt galt. Og derefter endnu værre. For til sidst at ende virkelig slemt.

"Artemis" er alt det "The Martian" også var. Der er fuld skrald på hele vejen, og spændingskurven starter højt oppe på skalaen, og ender på månen. Weir er en fabelagtig fortæller. Dels kan han fortælle en virkelig spændende historie der holder læseren fanget hele vejen, og dels er det virkelig morsomt. Nogle steder lårklaskende morsomt, uden at det på noget tidspunkt bliver forceret, søgt og plat. Det er ganske enkelt vanvittig godt!

"The Martian" var temmelig teknisk, og dele af den fattede jeg ikke ret meget af. "Artemis" er i nogen grad også teknisk, men der er skruet meget ned for fagtermerne i "Artemis", hvilket bestemt ikke gør noget.

"Artemis" er simpelthen fremragende. Så er det sagt.

Forfatter: Andy Weir
Oversat af: -
Forlag: Del Rey
Udgivet: 2018
Sider: 320
Kategori: Science-Fiction
Anmeldt: 07.03.2019

Af samme forfatter