Alle tapre bliver tilgivet

Som altid med Chris Cleave, er også "Alle tapre bliver tilgivet", et helt fantastisk stykke litteratur. Der er noget helt særligt ved at betragte en eminent håndværkers frembringelser. Cleave er en sådan håndværker.

"Alle tapre bliver tilgivet" udspiller sig i 2. verdenskrigs første år. Primært i London under tyskernes konstante bombardementer af byen, men også på Malta under tyskernes konstante bombardementer af denne spanske ø, hvor en gruppe engelske soldater hverken kan gøre fra eller til. Men udover at være en fortælling om krigens rædsler, er den ikke mindst en fortælling om de mennesker der blev en del af den, og om hvad krigen gjorde ved dem som individer og ved deres indbyrdes forhold til hinanden. Det er fortællingen om den 18-årige overklassepige Mary, der et kvarter efter at England er gået ind i krigen, melder sig i krigens tjeneste, og bliver tildelt en plads som lærer for de børn der af forskellige årsager ikke er blevet evakueret fra London. Det er også fortællingen om hendes chef Tom, og deres intense kærlighedsforhold i en verden i opløsning. Det er også historien om Marys veninde Hilda og Toms ven Alistair, og det er historien om en overklasse der forsøger at opretholde illusionen om en virkelighed der ikke længere findes, og om en underklasse der må tage de fleste tæsk.

Også denne gang viser Chris Cleave sig som den fantastiske fortæller han er. Ord og sætninger flyder stille og roligt ind og ud mellem hinanden, og han har en utrolig evne til at bruge billedsprog. Ikke for meget, og ikke for lidt, men lige præcis det der skal til for at fremhæve en pointe, en stemning eller en følelse. Forfatteren giver sig god tid til at lade personerne udvikle sig stille og roligt, og når fortællingen er slut, er det svært at genkende de mennesker vi mødte på bogens første sider. De har på få år fået en dybde, som vi i dag skal leve et helt liv for at opnå, og spørgsmålet er om vi nogensinde opnår den.

Bogen er baseret på forfatterens bedsteforældres oplevelser under krigen. Ikke sådan at det er deres livshistorie, men sådan at de har dannet fundamentet for de personer Cleave lader leve og gro på bogens sider. Denne fundering i virkeligheden, gør historien ægte og troværdig, ikke mindst når den serveres med Cleaves pen. "Alle tapre bliver tilgivet" bliver, som Cleaves øvrige værker, hængende i læseren meget længe. For Cleave kan noget med at røre sit publikum.

5star

Forfatter: Chris Cleave
Oversat af: Jesper Klint Kistorp
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivet: 2016
Sider: 485
Kategori: Roman
Anmeldt: 12.03.2017
Af samme forfatter