Albions datter

Det var egentlig en fejl at jeg læste "Albions datter" af Ilka Tampke. Jeg læste om den et sted, hvor den blev præsenteret som en historisk roman fra starten af det første årtusinde i jernalderens England. Da jeg er voldsomt historieinteresseret, og en af mine kæpheste er Englands tidlige historie, var det ikke så svært at beslutte at jeg selvfølgelig skulle læse "Albions datter".

At kalde bogen for en historisk roman, er nok noget af en tilsnigelse. Javist, vi er i England i starten af det første århundrede, og ja, romernes invasion af Brittanien nævnes ind imellem, men det er også det hele. "Albions datter" viste sig derimod at være en fantasy-fortælling, hvilket var lige ved at få mig til at lægge bogen fra mig igen. Jeg er ikke så gode venner med fantasy, som jeg er med historiske romaner. Alligevel var der et eller andet dragende over historien, som holdt mig fanget.

For Albions folk er 'skind' livsnødvendigt. Det er deres totem, deres hilsen og deres hjem. Ailia har ikke noget skind. Hun blev efterladt af sine forældre som spæd, og ingen kender hendes oprindelse. Hun har ingen ret til at gifte sig, til at deltage i ceremonier eller til at tilegne sig viden. Men Ailia er nysgerrig, og lokket af en gådefuld og smuk ung mand begiver hun sig ud på en forbudt rejse mod den lærdom, der måske kan redde hendes folk fra den romerske trussel.

Forfatteren fortæller selv, at hun er voldsomt inspireret af de australske aboriginals' "urreligion", og når hun blander det sammen med britanniens druider og deres religion, sætter hun sig selv og sin historie udenfor den historiske romans gode selskab. Alligevel - eller måske snarere på trods af det - var jeg fascineret af fortællingen. Der var en masse ånder, guder og andet godtfolk, og meget af det var helt ude i hegnet, men det var velskrevet og historien trængte ind under huden på mig. Ailia trådte tydeligt frem, og selv om det meste af det hun oplevede i mine øjne var noget sludder, var hun troværdig som karakter. Og under det hele fandt jeg historien om at vi nogle gange skal gøre op med traditioner, for at finde fremtiden i nye måder at gøre tingene på. At vi ikke altid er centrum i universet, men en del af et større hele.

Ailias historie fortsætter i bogen "Ailias sang", og den skal jeg helt sikkert også læse.

Det kan være godt at blive rusket lidt op i sine læsevaner en gang imellem. Jeg læser normalt ikke fantasy, men jeg er glad for at jeg "kom til" at læse "Albions datter". Den var fascinerende.

Forfatter: Ilka Tampke
Oversat af: Marie Kopp
Forlag: Cicero
Udgivet: 2019
Sider: 384
Kategori: Historisk, fantasy
Anmeldt: 13.07.2019

Af samme forfatter